Jeg beklager dybt mit langvarige fravær på denne side!

Hvis du sidder og tror, at det skyldes, at jeg ikke længere er ledig, så tro om igen. Fraværet skyldes ene og alene, at det simpelthen er et FOR deprimerende emne at skrive om. Der er ikke skyggen af positive ting at skrive, og intet spor af optimisme - og det er i bund og grund spild af både din og min tid.

I den perfekte verden ville de ansvarlige sidde og læse dette, og tage ved lære af det. Men den perfekte verden er ikke den, jeg lever i, så hvorfor spilde tid på det?

Jeg lader bloggen være åben, med det spinkle håb, at der pludselig en dag er noget godt at skrive. Men indtil da kan du bruge din overskydende tid på at gå over på min anden blog "Brok & Krummer" ( http://brokogkrummer.blogspot.com/ ), hvor der er en lidt mere optimistisk stemning at spore. Jeg lover, at der kommer nye indlæg der meget snart.

Indtil videre - tak for din interesse og på genlæs.

Trine

Tomgang

For den årvågne læser bør det på nuværende tidspunkt stå helt klart, at hvis denne blog repræsenterer livet som ledig, er der tale om et temmelig tomt liv. 2 måneder er gået, uden noget at skrive hjem om.

Og ja, det er ikke helt forkert. Min dagligdag er, om end ikke tom, så i det mindste kedelig, ensformig og ikke synderlig opmuntrende eller motiverende. Jeg sender naturligvis ansøgninger af sted til alle relevante stillinger – og får lige så mange afslag tilbage. Og jeg deltager i de obligatoriske kurser, der udgydes til os ledige. Men det kan ikke benægtes, at dagene ligner hinanden lidt for meget, og bare efterfølges af endnu en, der efterfølges af endnu en, der…. Hver gang jeg prøver at pifte dagene op med noget mere interessant end jobsøgning, kan jeg desværre ikke undgå at blive angrebet af en irriterende dårlig samvittighed over, at jeg ikke ”passer mit job”, der er blevet mig tildelt i denne periode af mit liv. Det ligner ikke mig, det er bestemt ikke min natur at tænke sådan. Og så gik det op for mig: De har stjålet mit selvværd!

I en periode af et menneskes liv, hvor det er aller-, allervigtigst at have selvtillid, overskud og tro på fremtiden, er der en ophøjet autoritet, der gør alt hvad de kan for at pille den slags ud af os. De tvinger os til at deltage i kurser, der i bedste fald er spild af tid, men i flere tilfælde desuden nedgørende for ens personlighed og selvtillid. Vi ”tvinges” til at søge jobs, der er under vores uddannelses- og erfaringsmæssige niveau, blot for at komme ud af dagpenge-junglen. Dette er med til, at vi dag for dag tager endnu et lille skridt ned ad bakken, hvor vi burde kæmpe os opad mod nye mål og udfordringer med Obama’s valgsprog klingende fra vore læber – ”YES, WE CAN!”. Men i stedet hule-lusker vi rundt og hvisker ud af den ene mundvig ”Nej, det tror jeg ikke jeg kan klare”.

Selvfølgelig er det endelige mål fælles for os alle at få job igen. Men ville processen ikke nyde godt af, at man pustede liv i de ledige i stedet for at punktere dem? Dette kan f.eks. gøres ved

• Et mere individuelt syn på de ledige, så en højt uddannet akademiker ikke nødvendigvis behandles på samme måde som en ufaglært mekaniker.


• En mulighed for kurser, der rent faktisk giver os viden om et eller andet, der kan bruges i erhvervslivet


• Mere frihed til dem, der kan klare processen selv – det vil frigive flere ressourcer til dem, der ikke kan

Stol på, at vi som individer er dem, der kender os selv bedst, og hold op med at putte os i offentligt udstukne kasser

Sidste år havde jeg den glæde, at være tilknyttet en privat konsulent / coach / erhvervspsykolog, der skulle hjælpe mig videre i jobsøgeprocessen, og den proces, man benytter sådanne steder, bør stå som et lysende eksempel og forbillede for den offentlige model. Udbyd et katalog af muligheder for både kurser, konsultationer og vejledninger, og lad så den enkelte ledige beslutte, hvad der er anvendeligt. Kort sagt: ”Vid vi er her, hvis du har behov for noget”.

Nu vil jeg vende tilbage til min tomgangs-dagligdag med håbet om, at jeg pludselig ”ser lyset” og finder en måde at dreje dette liv i en mere interessant retning.

Jeg overlevede! – men kun lige…

Dagen i går blev spenderet på den famøse IKV-dag hos Job.dk på Lersø Parkallé. Det siges, at hvis man ikke har nogle forventninger, bliver man ikke skuffet. Den teori blev modbevist i går. Jeg mødte op med et forholdsvis åbent sind uden andre forventninger, end hvad indkaldelsen/invitationen specificerede for mig. Og MAND blev jeg skuffet!

Individuel Kompetence Vurdering. Lad os tage det ord for ord.

Individuel – Vi var ca. 15 mennesker samlet i lokalet. Ikke meget individualisme over det.

Kompetence – OK, vi brugte trods alt en lille time på at lære, hvad forskellen er på kompetencer og kvalifikationer. Forståelse for nødvendigheden af dette er ikke en af mine spidskompetencer!

Vurdering – Hvis noget blev vurderet, var det i hvert fald ikke mine kompetencer. Uden at røbe for meget af dette skrifts plot, kan jeg godt sige, at det var noget HELT andet, der var dagens emne.

Ca. 45 minutter inde i seancen fandt jeg mig selv sidde og spekulere på, hvor mange Panodil jeg mon skulle tage, for at dø af det. Det var ganske enkelt en uudholdelig oplevelse. 15 vidt forskellige mennesker, men vidt forskellig baggrund og endnu mere forskellige forventninger til, hvad dagen skulle give os. Jeg er ret sikker på, at lokalet havde været tomt, hvis ikke det var fordi en vis hr. Hjort Frederiksen havde fået én af sine ”Hvad skal vi kræve i modydelse for dagpenge”-idéer. Og så de stakkels mennesker, der skulle berige vores dag med at aflire den samme remse for 847. dag i træk. Mest ondt har jeg nok af den stakkel på holdet, der fik den samme sang for anden gang – hun havde allerede været til IKV-dag i sidste uge, og skulle egentlig have deltaget i opfølgningen, men var blevet vist ind i det forkerte lokale!

Efter indførelsen i den spændende verden af kvalifikationer vs. kompetencer var det tid for Dundertalen. A-kassens repræsentant skulle indføre os i rettigheder og pligter. Umiddelbart virkede det mest som A-kassens rettigheder og de lediges pligter, men min hjerne var på det tidspunkt ikke helt sig selv, så jeg kan have taget fejl.

Lige inden frokost nåede vi så endelig frem til det, der viste sig at være dagens tema: CV på Jobnet. Et af kravene i dette land for at melde sig ledig, og dermed få udbetalt dagpenge, er at man opretter sit CV på Jobnet. Det var tilmed nævnt i indkaldelsen til dagens begivenhed som en af de ting, vi skulle have klaret inden fremmødet. Det kom derfor som endnu en overraskelse, at det var netop det, resten af dagens skulle bruges på. Fra kl. 11:00 til 15:00 skulle vi oprette vores CV og bagefter få det godkendt. Øhh…? I min verden er én af fordelene ved Internettet, at man kan sidde rundt om i landet – endda verden – og læse noget, andre har skrevet. Jeg havde endda set inde på Jobnet, at mit eget CV var blevet gennemgået hele fire gange af en sagsbehandler. Kunne en godkendelse ikke være klaret ad den vej? Da jeg luskede mig til at spørge om dette, var svaret – ikke uventende – ”Beskæftigelsesministeriets lovkrav”. Tak Claus!

Vores søde ”lærerinde” Lene skulle nu sidde med hver enkelt af os, gennemgå CV’et (evt. komme med tips til forbedringer) og derefter godkende det (aha – der kom det individuelle…). På bedste socialdemokratiske vis kunne vi skrive vores navn op på tavlen, når vi var klar til inspektion, og så ville hun komme rundt efter tur. Da jeg jo havde været klar lige siden 20. februar, skyndte jeg mig at skrive mit navn (stavet rigtigt) på listen, og brugte ventetiden til endnu en rygepause. Da temperaturen i ”rygerummet” (fortovet udenfor) trods det fantastiske solskin var frygtelig tæt på frysepunktet, var det ikke mange minutter, jeg kunne få til at gå med det. Men min naive tro på, at det var en fordel at stå øverst og dermed blive hurtigere færdig, var mere end blot naiv. Den var decideret stupid. For selv om min ventetid blev forlænget af både frokostpause, et smut i Netto og endnu en rygepause, var min tur for Individuel Kompetence Vurdering kommet og overstået allerede inden kl. 12:00, hvilket blot efterlod mig med 3 timer til gå-hjem-tid og ikke en døjt at foretage mig. For guderne forbyde, at de der var færdige skulle få lov til at gå, når nu ikke alle var færdige!

Efter lidt Su-Do-Ku på mobiltelefonen, en hurtig gennemgang af dagens Urban og nedfældelse af første udkast til dette skriv, var der stadig et par timer tilbage. Et tip til Job.dk: Måske I skulle installere et par kabaler eller anden form for tidsfordriv på jeres computere?

Kl. 14:30 nåede vi endelig i mål. Alle CV’er var godkendt, og vi kunne gå ud i den virkelige verden igen. Klogere? Næ, egentlig ikke. I hvert fald ikke klogere på noget, jeg ikke kunne have undværet. Fattigere på tid, fattigere på hjerneceller og fattigere på tillid til, at ”systemet” fungerer. Måske skulle hr. Hjort Frederiksen kigge nærmere på det bogstav, der står i parentesen efter hans navn og titel, når han er på fjernsynet. V står for Venstre, og Venstre har historisk set altid været partiet, der gik ind for individets personlige ansvar. Så overvej, om ikke en stor del af de lidt under 70.000 ledige, vi er i dag, er fuldt ud i stand til at klare os selv og komme videre til et nyt arbejde uden kompetencevurderinger, obligatoriske fremmøder til alverdens møder og kurser og diktater om hvad vi skal søge, hvordan og hvornår. Så kan tiden og ressourcerne i stedet blive brugt på de få, der har brug for hjælpen. Dagpengene er trods alt en form for forsikring, som vi selv har betalt til i mange år, så lad være med at få det til at se ud som om det er en gave, vi med dyb taknemmelighed skal yde noget for.

En dag gik i tidsspildets navn. En dag, der måske kunne være brugt på at søge job.

Ting jeg lærte på IKV-dagen:

• Rygtet om, at vi ikke længere skal sende 4 ansøgninger ud om ugen er sandt. Det er kun 2 ansøgninger om ugen.
• Det kan aldrig skade at tage det store kørekort.
• Der er stor mangel på SOSU-personale, og A-kassen hjælper gerne med omskoling.
• Jeg vil aldrig mere forveksle en kvalifikation med en kompetence.
• Der er kun ca. 3 uger til jeg skal til det igen!!!!!

Tips til de stakler, der stadig har IKV-dagen til gode:

• Regn ikke med, at grundig forberedelse giver dig mulighed for at gå hjem før tiden.
• Tag rigelig med underholdning med – en enkelt gratisavis er ikke nok.
• Tag det ikke personligt. Alle ledige bliver behandlet på samme måde som dig.
• Sørg for at medbringe proviant. Du holder ikke længe på den kop kaffe der står til din rådighed, når du møder, og de omkringliggende faciliteter bidrager ikke i særlig grad til at nedkæmpe din sult.
• Hvis du har adgang til psykofarmaka, så tag det!

2 klik og en aflevering

Jubiii… Jeg fandt et stillingsopslag, der rent faktisk var relevant for mig at søge. Det er ikke fordi, det er det første job jeg har søgt, men processen fik mig til at tænke på dengang jeg sidst var i en situation, hvor det var nødvendigt at søge job med spredehagl. Det var nostalgiske tanker, der dukkede op. Det var trods alt ca. 20 år tilbage i tiden, og alting var meget anderledes.

Kalenderen stod på 1988, og jeg var på jagt efter en læreplads. Dengang var en jobannonce noget, man fandt i avisen, og en ansøgning noget, der blev skrevet i hånden og helst indledt med formelle standardfraser som ”Jeg tillader mig herved at ansøge om den i Berlingske Tidende opslåede stilling som xxx”. Ansøgningen blev efter grundig korrekturgennemgang puttet i en A4-kuvert sammen med kopier af eksamensbeviser og andre relevante dokumenter (var CV’et overhovedet opfundet på den tid…?). Korrekt frankeret blev hele molevitten lagt i hænderne på postvæsnet, mens man selv bare satte sig hen og ventede på, at der dumpede en bekræftelse ind gennem brevsprækken en lille uge senere. Med lidt held kom der nogle uger senere en indkaldelse til en samtale i virksomheden, der så forhåbentligt resulterede i endnu en samtale og siden hen en kontraktunderskrivelse.

I denne uge søgte jeg et job på en ganske anden måde. 2 klik med musen, attache files, 1 klik – færdig. 40 sekunder senere lå bekræftelsen i min indbakke, med besked om, at de egnede kandidater hurtigst muligt vil blive kontaktet med henblik på et 30 minutters telefoninterview.

Jeg skal være den første til at rose de teknologiske fremskridt, og jeg finder det befriende, at jeg ikke længere er afhængig af kvajeblæk og frimærker. Jeg siger hjertelig velkommen til alt det, der kan lette processer og arbejdsbyrder, og samtidig gør det muligt at tale med lidt flere kandidater, end dengang et første-interview var med personligt fremmøde og tog mindst 1 time.

Jeg må dog indrømme, at jeg i går fandt grænsen for, hvad jeg udviklingsmæssigt finder acceptabelt. Jobindex kunne med stor stolthed meddele, at de nu stiller online-værktøjet Tekstmaskinen til rådighed helt gratis. Dette vidunder kan hjælpe alle de skriveblokerede ansøgningsskrivere med at få formuleret deres ansøgninger. Ikke blot bliver du guidet gennem processen for både CV og ansøgning, den stiller også en hel database af standard-sætninger til rådighed, så formuleringen flyder lidt bedre.

WOW! Nu kan virksomheder, der før fik 100 ansøgninger til en ledig stilling se frem til at få 100 stort set ens ansøgninger. Jeg er af den naive opfattelse, at en ansøgning er en ansøgers skriftlige ansigt, der skal vise personlighed og evner. Men det er måske bare et levn tilbage fra 1988?

Pligtopfyldende?

Det var så den første uge. Og lad mig sige det som det er. Der er ikke den store forskel på at være ledig og registreret ledig. Måske lige bortset fra den snigende dårlige samvittighed, det på uforklarlig vis medfører. Jeg ved ikke, hvad det er, eller hvor det kommer fra, men pludselig har jeg det skidt med, at jeg ikke bruger 7 timer dagligt til at kæmme trykt og digitalt medie for ledige jobs, jeg kan søge. Og jeg leder altså. Det gør jeg. Der er bare ikke rigtig noget, der er relevant for mig. Måske skulle man kigge på flaskehalslisten og finde ud af, om man helst vil omskoles til buschauffør eller sygeplejerske…

Jeg var en rigtig flink og pligtopfyldende Jobsøgende i går. De automatiske breve fra A-kassen lå i min e-boks og bad mig høfligt om at booke tid til min IKV-dag. For de heldige, der ikke kender systemet, står IKV for Individuel Kompetence Vurdering! De har virkelig haft fremmedordbogen nede fra hylden. Når man ser på, hvordan de på alle andre områder går efter laveste fællesnævner og henvender sig til mig, som om jeg var grænsende til evnesvag, så kan det godt undre mig, at de ikke har kaldt det Hva’-Ka’-Du-Dag. Men… jeg gjorde som de bad om. Jeg gik online, jeg loggede mig på. Jeg bookede en af de ledige datoer. Dette medførte en pop-up, hvor jeg blev spurgt om jeg var helt sikker på, at det var den dato, jeg ønskede. Ja, for pokker, jeg har jo lige selv valgt den. Klik på ja og så… Op kommer en bekræftelse på dagen efter den valgte. Bravo! Måske skulle jeg søge job i A-kassens IT-afdeling, Det lader til, at de har brug for hjælp.

Nu vil jeg så se frem til denne motiverende og inspirerende dag om 3 uger, hvor jeg skal fremlægge mine evner og planer, gennemgå mit CV, og med lidt held måske få det godkendt af sagsbehandleren. Jeg krydser fingre – jeg har jo kun arbejdet med rekruttering og genplacering i ca. 6 år og brugt hele sidste sommer i selskab med en coach/erhvervspsykolog, der førte mig up to date på området. Vi får se.

Lige nu vil jeg holde weekend. Så vidt jeg kan se i den fine ”Jobsøgende – hvad skal jeg nu?”-vejledning, jeg har fået tilsendt, må jeg gerne holde fri lørdag og søndag.

Dag 0

Så skete det… Dagen kom, hvor jeg var nødt til at melde mig ledig.

Egentlig har jeg været ledig i 7 måneder, men jeg ville hellere trække på min solide opsparing, end melde mig ind i det bureaukratiske helvede det er at få udbetalt et dagpengebeløb, der dårligt kan dække mine ugentlige udgifter, endsige de månedlige. Men desværre er der den ulempe, at selv den mest solide opsparing bliver mindre og mindre, når man trækker på den, så nød lærer nøgen kvinde og alt det der, og her er jeg så: Bureaukratisk tilmeldt den i øjeblikket lange kø af dagpengemodtagere.

Mange har i de sidste 7 måneder fortalt mig, hvor ualmindelig stupidt det er, at jeg ikke meldte mig ledig med det samme. ”Du har jo selv indbetalt til din A-kasse, så det er dine penge, og du har krav på dem”. Ja, jeg ved det godt, men jeg har altid tilhørt den heldige (og meget lille) gruppe af mennesker, der får den ene appelsin efter den anden kylet lige ned i turbanen. Jeg har meget sjældent stået uden arbejde, og de få gange (vist nok kun 2) det er sket, er der dukket noget op med det samme, stort set uden nogen indsats fra min side. Det var derfor min sikre overbevisning, at det også ville ske denne gang. Men sådan skulle det ikke helt gå.

Hvis jeg skal finde en forklaring på det, vil jeg nok påstå, at det skyldes mit (måske naive) håb og ønske om at skifte karriere-sti og begynde at lave noget lidt andet, end det jeg har lavet i de sidste mange år. Lad mig sige det med det samme: Det kan du kun gøre, hvis du i forvejen sidder i fast arbejde. I en akut jobsøgesituation vil du gang på gang støde ind i det evigt tilbagevendende dilemma: ”Ingen erfaring, intet job – intet job, ingen erfaring”. Men jeg lader mig ikke så let slå af hesten, så jeg vil se på situationen som en læreproces, der måske kan føre mig i den retning, jeg ønsker. Men tro mig – det bliver ikke let.

Jeg vil starte med at skrive denne blog så tit, det er muligt, hvilket skulle være ofte, i betragtning af, at jeg ikke skal på arbejde hver dag. Men jeg har nu alligevel en mistanke om, at Jobcentret og A-kassen nok skal gøre deres for, at jeg lever op til deres beskrivelse af situationen: Jeg er ikke ledig, jeg er jobsøgende! Og skulle der snige sig en enkelt dag ind, hvor der ikke skal skrives ansøgninger, kan de med garanti indkalde mig til et møde eller et totalt ligegyldigt kursus.

Vi må se, hvad der sker – jeg skal nok holde jer opdateret.