For den årvågne læser bør det på nuværende tidspunkt stå helt klart, at hvis denne blog repræsenterer livet som ledig, er der tale om et temmelig tomt liv. 2 måneder er gået, uden noget at skrive hjem om.
Og ja, det er ikke helt forkert. Min dagligdag er, om end ikke tom, så i det mindste kedelig, ensformig og ikke synderlig opmuntrende eller motiverende. Jeg sender naturligvis ansøgninger af sted til alle relevante stillinger – og får lige så mange afslag tilbage. Og jeg deltager i de obligatoriske kurser, der udgydes til os ledige. Men det kan ikke benægtes, at dagene ligner hinanden lidt for meget, og bare efterfølges af endnu en, der efterfølges af endnu en, der…. Hver gang jeg prøver at pifte dagene op med noget mere interessant end jobsøgning, kan jeg desværre ikke undgå at blive angrebet af en irriterende dårlig samvittighed over, at jeg ikke ”passer mit job”, der er blevet mig tildelt i denne periode af mit liv. Det ligner ikke mig, det er bestemt ikke min natur at tænke sådan. Og så gik det op for mig: De har stjålet mit selvværd!
I en periode af et menneskes liv, hvor det er aller-, allervigtigst at have selvtillid, overskud og tro på fremtiden, er der en ophøjet autoritet, der gør alt hvad de kan for at pille den slags ud af os. De tvinger os til at deltage i kurser, der i bedste fald er spild af tid, men i flere tilfælde desuden nedgørende for ens personlighed og selvtillid. Vi ”tvinges” til at søge jobs, der er under vores uddannelses- og erfaringsmæssige niveau, blot for at komme ud af dagpenge-junglen. Dette er med til, at vi dag for dag tager endnu et lille skridt ned ad bakken, hvor vi burde kæmpe os opad mod nye mål og udfordringer med Obama’s valgsprog klingende fra vore læber – ”YES, WE CAN!”. Men i stedet hule-lusker vi rundt og hvisker ud af den ene mundvig ”Nej, det tror jeg ikke jeg kan klare”.
Selvfølgelig er det endelige mål fælles for os alle at få job igen. Men ville processen ikke nyde godt af, at man pustede liv i de ledige i stedet for at punktere dem? Dette kan f.eks. gøres ved
- Et mere individuelt syn på de ledige, så en højt uddannet akademiker ikke nødvendigvis behandles på samme måde som en ufaglært mekaniker.
- En mulighed for kurser, der rent faktisk giver os viden om et eller andet, der kan bruges i erhvervslivet
- Mere frihed til dem, der kan klare processen selv – det vil frigive flere ressourcer til dem, der ikke kan
Stol på, at vi som individer er dem, der kender os selv bedst, og hold op med at putte os i offentligt udstukne kasser
Sidste år havde jeg den glæde, at være tilknyttet en privat konsulent / coach / erhvervspsykolog, der skulle hjælpe mig videre i jobsøgeprocessen, og den proces, man benytter sådanne steder, bør stå som et lysende eksempel og forbillede for den offentlige model. Udbyd et katalog af muligheder for både kurser, konsultationer og vejledninger, og lad så den enkelte ledige beslutte, hvad der er anvendeligt. Kort sagt: ”Vid vi er her, hvis du har behov for noget”.
Nu vil jeg vende tilbage til min tomgangs-dagligdag med håbet om, at jeg pludselig ”ser lyset” og finder en måde at dreje dette liv i en mere interessant retning.
